Planterne binder regnvandet i længere tid og skåner kloaksystemet – og så er det kønt at kigge på
Forsinkelse og fordampning – to ord, der er vigtige, når danskerne skal forberede sig på fremtidens vejrforandringer med formentlig flere og voldsommere skybrud. Her kan kloaksystemet blive sat på alvorlige prøver, når tonsvis af regnvand skyller gennem gaderne.
Derfor er de grønne tage en god idé, siger akademiingeniør hos Moe A/S Tonny Jensen, der har arbejdet med grønne tage ved flere lejligheder - bl.a. på boligblokkene på Carl Jacobsens Vej i Valby.
- Fremover bliver der skærpede krav om at holde regnvandet på egen grund, enten ved nedsivning og/eller ved genbrug. Her kan et tag med sedum-planter virkelig hjælpe meget, fordi det binder en masse vand og dermed forsinker meget af vandet på dets vej ned i faskinen på jorden, og dermed reducere belastningen på den faskine, der er konstrueret ved blokkene, forklarer Tonny Jensen.
I København er der vedtaget en klimaplan, der stiller krav om tusindvis af kvadratmeter med grønne tage i de kommende år. Derfor handlede valget i Valby mest om hvilken slags grønt tag, der skulle lægges på.
- Sedumtage har en fin tekstur, som både kan holde på vandet og som samtidig er pænt og solidt. Desuden kan det klare sig stort set uden vedligeholdelse og skal kun gødes én gang om året, så det er ikke kun en æstetisk gevinst og en miljømæssig fordel – det er også let at håndtere, forklarer sagsarkitekt Kenneth Hansen fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Tonny Jensen supplerer:
- En anden fordel er, at du kan vælge mellem forskellige versioner. På Carl Jacobsens Vej blev det den tynde udgave, men det er muligt at vælge en tykkere – og desuden en udgave, hvor det ikke er små planter, men buske i både små og store størrelser. På den måde kan man, hvis forholdene tillader det, gøre et almindeligt sort tag mere grønt og indbydende for beboerne, siger han.
På ét punkt kan sedum-planterne dog ikke bruges:
- Hvis man vil bruge regnvand til f.eks. toiletskyl og tøjvask, skal man ikke anlægge et grønt tag, for det misfarver vandet ved nedsivning. Men bortset fra det er grønne tage en rigtig god idé, når vi tænker miljø til fremtiden, siger Tonny Jensen.