DGNB-dagligvarebutik nomineret til bæredygtighedspris

Også en dagligvarebutik kan bygges bæredygtigt, se her hvordan

Netto og Salling Group hæver barren markant for, hvor bæredygtig en dagligvarebutik kan være. Deres nye butik i Bygholm Bakker ved Horsens har opnået DGNB Guld-certificering, var nomineret til Bæredygtighedsprisen ved Building Awards 2021 og er det første eksempel på et nyt butikskoncept, hvor bæredygtighed er i højsædet.

Netto2 Web 2022 DGNB Tagpap Phønix Tag Materialer

Man ser det straks: Netto-butikken i Bygholm Bakker ved Horsens ligner ikke en traditionel dagligvarebutik.

Facaden er opbygget af træelementer, der er beklædt med aftagelige og genanvendelige skærmtegl. Kunderne bydes indenfor via et stort indgangsparti i glas, der lader dagslys trænge langt ind i butikken. Taget er også en oplevelse i sig selv med sin smukke sedum-belægning og solcelleanlæg, og inde i butikken går de organiske byggematerialer igen i form af masser af træ.

Der er med andre ord tænkt over hver en detalje i byggeriet. Og det har også været nødvendigt for, at Netto-butikken som den første fritstående dagligvarebutik i Danmark kunne opnå den eftertragtede DGNB Guld-certificering.

– Det, der har overrasket os mest, er nok kompleksiteten i at opnå en certificering. Nu er vi den første fritliggende dagligvarebutik, og det har overrasket, hvor meget der skulle til for at opnå en certificering, forklarer Lars Storm Thomsen, der er Senior Project Manager hos Netto. På trods af de store krav til dokumentation var det dog ikke et svært valg for dagligvarekæden at stile efter en DGNB-certificering.

– Vi har valgt at bygge så bæredygtigt som muligt, fordi det er en del af vores miljøprofil – ikke bare i Netto, men i Salling Group, forklarer han, og tilføjer, at valget af netop DGNB heller ikke var tilfældigt.

– DGNB er den mest anvendte bæredygtighedscertificering – i Danmark såvel som i udlandet. Og i og med, at vi er til stede i både Polen og Tyskland og også og gerne vil udbrede den her type byggeri der, så lå DGNB lige til højrebenet, siger han.

Netto3 Web 2022 DGNB Tagpap Phønix Tag Materialer

Genanvendelse gjort let

At Netto-butikken i Bygholm Bakker ikke ligner en dagligvarebutik, som man kender den, er helt bevidst. Butikken er nemlig en del af Nettos nye butikskoncept 3.0.

– Vi laver en helt ny indkøbsoplevelse til vores kunder. Det være sig farver, materialevalg og så videre. Vi har kigget efter den skandinaviske byggestil. Derfor er træ vigtigt for os, hvilket kan ses, når man træder indenfor og ser vores store spær. Alt hvad der foregår indenfor, er en direkte afspejling af, hvad vi har udenfor på bygningen, forklarer han.

Hele tagkonstruktionen med de markante spær er udført i danskproduceret FSC-certificeret limtræ. Netop det gennemgående valg af konstrueret træ i stedet for den klassiske betonløsning har også bidraget til at nedbringe butikkens klimapåvirkning.

Men det handler ikke kun om produktionen af byggematerialerne, men også deres genanvendelighed. Eksempelvis er de store træspær monteret med mekaniske samlinger, så de – ligesom de aftagelige skærmtegl på facaden – kan skilles ad og genbruges.

Tag med mange funktioner

Selvom det er mere skjult for kundernes øjne, spiller Netto-butikkens tag en central rolle i bygningen – både hvad angår udseende og bæredygtighedsprofil.

– Taget spiller en markant rolle i forhold til at få butikkens energiløsning til at hænge sammen. Dels at vi har varme- og kølepåvirkning fra sedumtaget, og dels at vi får vandet afledt stille og roligt ned til vores regnvandsbassin. Derudover har vi et kæmpe solcelle-anlæg, som leverer energi til bygningen, forklarer Lars Storm Thomsen.

Solcelleanlægget og butikkens nye energianlæg gør butikken delvist selvforsynende, og det grønne sedumtag bidrager både med varmelagring i vinterhalvåret, forsinkelse af regnvand og nedkøling af butikken i sommerhalvåret.  

Men taget tilfører også bygningen æstetisk kvalitet, fordi tagfladen er synlig fra jorden mod både nord og syd. Her gør den måde som både sedumtag og solcellepaneler er monteret på, at taget fremstår som en plan overflade. Det skyldes ikke mindst, at taget er monteret med Phønix Tag Energis patenterede PWP-montagesystem.

40 procents energibesparelse

Det store arbejde med at leve op til dokumentationskravene for at opnå DGNB Guld-certificering kan også ses tydeligt på butikkens miljøprofil.

– Som udgangspunkt sparer vi ca. 40 procent på butikkens samlede energiforbrug, og så har vi 30 tons mindre CO2 udslip på den her butik, siger han.

Det hårde arbejde har også båret frugt på andre fronter. Butikken var nemlig et af tre nominerede byggerier til Bæredygtighedsprisen ved Building Awards 2021. 

Fakta

Byggeriets parter:

  • Bygherre: Salling Group A/S
  • Omfang: 1198 m²
  • Opført: 2019-2020
  • Entreprenør: Innovater
  • Ingeniør: Arne Elkjær
  • Arkitekt: F. Møller Architects
  • Landskab: F. Møller Architects
  • Tagdækker: Phønix Tag Vejle

Artikler og viden

Faglige artikler, interviews og videoer med eksperter om bæredygtighed, projektering, montage, levetid, arkitektur, cases m.m.

IMG 1527

Alger på byggematerialer: Hvordan gør man?

Mos og alger er et æstetisk problem på byggematerialer, flisebelægninger og lignende, fordi den grønne farve misklæder bygninger og andre konstruktioners synlige overflader.

Alger på byggematerialer. Hvordan gør man?
expand_less