Sådan blev nye servicestationer til en oplevelse
Stationer med iøjnefaldende tagløsning til landskabet samt utraditionelle materialevalg
Teknisk chef i Q8, Morten Uttrup, vil gerne tilbage til servicestationernernes barndom da man gjorde meget ud af arkitekturen.
Med to nye servicestationer ved Silkeborgmotorvejen har Q8 formået at skabe en oplevelse for bilister og andre trafikanter. Bag stationernes unikke udtryk ligger en vision om at tilpasse byggeriet med en iøjnefaldende tagløsning til landskabet samt en række utraditionelle materialevalg. Det fortæller henholdsvis Q8 og entreprenøren bag byggeriet om.
Hånden på hjertet: Hvor mange servicestationer kan du sådan rigtig huske at have været på? Måske er der nogle få mindeværdige fra ferierejser, men herhjemme er der nok ikke mange ud over din stam-station, der har påkaldt sig opmærksomhed.
Netop af den grund er de to nye Q8-servicestationer ved Silkeborg-motorvejen så bemærkelsesværdige.
- Vi har i Q8 et ønske om, at vores servicestationer skal være noget særligt. I gamle dage i servicestationernes barndom gjorde man meget ud af dem, og de var nærmest nogle små ikoner. Det vil vi gerne tilbage til, siger Morten Uttrup, der er teknisk chef i Q8.
Af samme grund var valget for Q8 nemt, da firmaet i 2016 skulle vælge det arkitektfirma, der skulle stå for Q8’s tilbud på Vejdirektoratets udbud af servicestationer.
- Vi valgte arkitektfirmaet Snøhetta på grund af deres spektakulære løsning, der tager udgangspunkt i det morænelandskab, der er i området. Det er istidslandskaberne, der giver inspirationen til den måde, som servicestationerne er formet på, siger Morten Uttrup.
En vindende løsning
Og løsningen slog også benene væk under Vejdirektoratet, der tildelte Q8 opgaven med at bygge og drive de to servicestationer på hver sin side af motorvejen.
Kontrakten med Vejdirektoratet kom i hus i juni 2017, hvorefter Q8 gik i gang med at finde hovedentreprenør til opgaven. Her faldt valget på Raunstrup, og efter kontraktindgåelse kunne byggeriet begynde i foråret 2018, og godt et år senere kunne stationerne slå dørene op for gæster.
– Allerede når man kører ind, er stationerne noget særligt. Kunderne bliver modtaget af et højt tag på forpladsen, og i butikken har man et dobbelthøjt rum, der åbner sig ud mod pladsen, fortæller Morten Uttrup.
Servicestation af træ
Netop taget er en stor del af nøglen til stationernes spektakulære udseende, forklarer Carsten Mikkelsen, der er direktør for byggeri i Raunstrup, der var hovedentreprenør på byggeriet:
- Bygningens hovedkonstruktion er udført i stål, mens undertaget er bygget med CLT-elementer understøttet af limtræsbjælker, forklarer han.
CLT-elementer er krydslaminerede plader i massivt træ, der ofte bruges i etagebyggeri i udlandet, men stadigvæk er relativt nyt i dansk byggeri.
- Det er en utraditionel løsning at bruge træ på en servicestation, og det har været lidt udfordrende at få myndighedernes accept af det. I Danmark siger man traditionelt, at når noget er af træ, er det brandfarligt. Men det er noget pjat. Der er ikke en begrundet større risiko, siger Morten Uttrup fra Q8 og understreger, at CLT-konstruktionen opfylder alle tekniske krav til statik og brandsikring.
Rappe fingre til tagdækning
Bilisterne, der ankommer til stationerne for at tanke, kan altså kigge op i træloft, men det er mindst lige så interessant, hvad der foregår ovenpå taget. Her tjener det skrånende tag flere formål – dels forsinker sedum-taget nedsivning af regnvand, og dels rummer taget også en legeplads til børn og motionsredskaber til voksne. For slet ikke at tale om et solcelleanlæg, der forsyner servicestationen.
- Her var en varmt tags-løsning med tagpap det helt oplagte valg, forklarer Carsten Mikkelsen fra Raunstrup. Han fortæller, at løsningen satte tagdækkerne på prøve, fordi tagpappet skulle hurtigt på, når CLT-elementerne var på plads, for at træet ikke skulle stå og blive vådt.
- Det krævede koordinering mellem stålmontører, tagdækkere og os selv, der stod for monteringen af CLT-elementerne, siger han, men tilføjer, at når først tagdækningen er på plads, er CLT-taget godt beskyttet ovenfra mange år frem i tiden.
Solcelleanlægget, der ligger plant med taget og ikke kan ses fra jorden, krævede også omhyggeligt arbejde på grund af gennembrydningerne.
En attraktion i sig selv
Som man kan høre, går der også en fortælling om bæredygtighed gennem byggeriet af de to servicestationer. Både i valget af materialer som træ og stål, men også bygningernes energiforbrug med solcelleanlæg på taget og klimatilpasning ved hjælp af sedum på taget. Og så er der den sociale bæredygtighed – at stationerne også er indbydende rammer for gæsterne:
- Ikke mindst med legepladserne på taget og de gode indendørs og udendørs faciliteter bliver servicestationerne en destination i sig selv. Man tager familien med på servicestationen bare for at få en god oplevelse, siger Morten Uttrup.
Fakta
Beliggenhed: Silkeborgmotorvejen (rastepladserne Kalbygård Skov Nord og Kalbygård Skov Syd)
Udført: 2018
Byggeriets parter:
Bygherre: Q8
Hovedentreprenør: Raunstrup A/S
Rådgiver: Søren Jensen Rådgivende Ingeniører A/S
Arkitekt: Snøhetta
Tagdækker: Viika A/S