DEL 1: Siden 1850’erne har vi i Nordeuropa beskyttet os mod elementernes rasen med tagpap. Men vejen fra det første grove tjærede pap til nutidens ultraholdbare, tætte og fleksible SBS-løsninger har ikke været uden bump. Her kan du læse første del af historien: Fra opfindelsen i 1784 til den vilde periode i dansk byggeri i 1950’erne og 1960’erne.

Hvis man lagde en rulle moderne SBS-tagpap op ved siden af den svenske læge, Arvid Faxes, ”Sten-papper” fra 1784, ville det nok være mere end svært at se slægtskabet. Men de kluntede tagplader, der var pap dyppet i tjære og sand, er faktisk det moderne tagpaps forfader.

Arvid Faxe kaldte selv sin opfindelse ”uvurderlig”, fordi ”Sten-papperet” besad to sjældne egenskaber i datidens byggeri – holdbarhed og vandtæthed. Og det er netop disse egenskaber, der har betydet, at tagpappet i dag 235 år senere er en uomgængelig del af byggeriet.

Men tagpappets rejse har ikke været uden udfordringer.

Da der var pap i tagpap
I begyndelsen ligner tagpappet ikke de fleksible ruller, som vi kender i dag. I stedet er det plader dyppet i tjære og strøet med sand. Det er først med industrialiseringen i midten af 1800-tallet, hvor det bliver muligt at fremstille rullepap, at vi begynder at se tagpap i rulleform.

Armeringsmaterialet, der i starten er håndlavede papark af træpulp og cellulose, skifter også i slutningen af 1800-tallet til kludepap, der er råpap tilsat bomulds- og uldklude. 

- Selvom tagpappet var et kvantespring fremad i forhold til at beskytte vores bygninger mod vind og vejr, havde de tidlige versioner af tagpappet flere svagheder. På trods af behandlingen med asfalt, kunne pappet rådne, hvis der kom fugt i hulrummene. Det gik også relativt let i stykker, hvis der kom bevægelser i det underlag, som pappet var fastgjort til. Og så kunne pappet få bobler og blister, hvis der stod vand på taget, fortæller Keld Stovgaard fra Nordic Waterproofing.

Tagpap bliver mainstream
Det første tagpap bliver primært brugt på landbrugs- og fabriksbygninger samt udhuse og haller, men med Københavns Byggevedtægt fra 1939 bliver tagpap godkendt til boligbyggeri. Og så tager efterspørgslen for alvor fart.  

 Samtidig betyder en ny teknik med at svejse tagpap-banerne sammen – i stedet for at sømme dem sammen som tidligere – at risikoen for utætheder falder yderligere, og materialet stiger i popularitet.

Drømmen om det flade tag
Fra tidernes morgen har en vis taghældning været nødvendigt for at beskytte boligen mod regn og sne. Og vi skal helt op 1900-tallet, før det bliver muligt at realisere drømmen om det flade tag. Det skyldes blandt andet tagpappets fremkomst.

- Byggeri med flade tage tager for alvor fart efter Anden Verdenskrig. En del af inspirationen herhjemme kommer fra USA, hvor det tørre klima gør flade tage oplagte. Men man glemte måske at tage højde for det noget mere krævende klima i Danmark, siger Keld Stovgaard.

Samtidig dropper man i disse år kludepappet som armering i tagpappet til fordel for i første omgang glasfilt og siden glasvæv.

- I forhold til kludepappet havde glasbaseret armering jo den klare fordel, at det ikke rådnede ved fugtindtrængen. Men i forhold til det tagpap, vi kender i dag, var pappet stadigvæk meget stift og ufleksibelt, så det knækkede relativt let ved bevægelser i underlaget eller is på taget, siger Keld Stovgaard.

Overmod truer tagpappet
I 1960’erne stiger efterspørgslen på tagpap eksplosivt. Byggeriet buldrer derudaf, og flade tage er højeste mode, men området er nyt og står uden retningslinjer og kvalitetskrav. Bygherrerne fokuserer primært på en tvivlsom 10-års garanti, men glemmer at stille krav til dokumenteret kvalitet og levetid.  

- Branchen blev overmodig og stolede på, at de helt flade tage kunne blive ved med at holde tæt. Det kunne de ikke, og i løbet af 1970’erne begyndte sager om utætte tage at dukke op, fortæller Keld Stovgaard. Det skabte mistillid til både tagpap som materiale og branchen som helhed.

Men to afgørende begivenheder er med til at gøre tagpappet til et sikkert valg og vende det dårlige image. Det kan du læse mere om i andet afsnit af Tagpappets historie her