Godkendte produkter giver kortere vej til Svanemærket byggeri

Registrering i Byggevaredatabasen viser vej til godkendte produkter

Bygherrer har i stigende grad fokus på byggeriets miljøaftryk, og derfor vælger flere og flere at bygge efter Svanemærket. Men Svanemærket stiller en række krav til valg af materialer, som kan være besværlige at dokumentere. En registrering i Byggevaredatabasen hjælper rådgiver og entreprenør til godkendte produkter.

I det seneste afsnit af Tagkanalen ovenfor kommer du med ud på det Svanemærkede byggeri Havglimt. Du får indblik i byggeprocessen og visionen bag byggeriet, som AG Gruppen er totalentreprenør på.

Det er populært at bygge efter Svanemærket, og på bare to år er antallet af svanemærkede byggerier i Norden fordoblet, viser tal fra Nordisk Miljømærkning. Det er et udtryk for, at flere og flere bygherrer prioriterer bæredygtighed – både af hensyn til ansvarlighed, holdbarhed og til bygningens værdi på langt sigt.

Et svanemærket byggeri stiller dog skrappe krav på en række områder – ikke mindst når det kommer til materialevalget. Og det kan give de projekterende en række udfordringer i byggeprocessen. Det fortæller projektchef Jesper Bay Bendix Andersen og bygningskonstruktør Niels Jakob Stempel fra AG Gruppen, der er totalentreprenør på det svanemærkede byggeri Havglimt, som består af 85 topmoderne lejligheder i første række ud til Øresund.

- Svanemærket stiller krav til byggeriets livscyklus. Det vil sige krav til både materialerne, byggeprocessen, brugsfasen og affaldsfasen. Det sikrer, at byggeriet både bliver et godt valg for miljøet - og ikke mindst for de mennesker, der skal bo i bygningen, siger Jesper Bay Bendix Andersen.

40 obligatoriske punkter
Faktisk er der hele 40 obligatoriske punkter, som et byggeri skal leve op til, før det kan opnå certificeringen Svanemærket. PVC samt kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer er bandlyst, og materialer som træ, tag og maling skal igennem en omfattende godkendelsesproces for at blive godkendt til brug.

De produkter, som lever op til kravene, bliver lagt ind i Miljømærkning Danmarks database over godkendte byggematerialer. Og Byggevaredatabasen er derfor et vigtigt redskab for alle parter i byggeriet.

– Som udførende på et byggeprojekt er vi afhængige af, at underleverandørerne er villige til at lægge deres materialer i databasen. Jo flere leverandører, der ligger i databasen – jo flere materialer har vi til rådighed, og jo lettere er det at bygge Svanemærket. De fleste danske leverandører har været villige til at gå igennem processen for at få deres materialer i databasen, men det er ofte en udfordring i forhold til større internationale leverandører, der i nogle tilfælde vurderer, at dansk Miljømærkning er for småt for dem, siger Niels Jakob Stempel.

Krav om dokumentation fra byggeriets parter
I sidste ende er det entreprenørens opgave at gennemgå alle punkter og dokumentere, at de opstillede krav er opfyldt. Men arkitekten og den tekniske rådgiver skal allerede tænke Svanemærkningen ind i projekteringen, både i forhold til forskrivningen af materialer og i beskrivelsen af konstruktionens opbygning. Og leverandørerne til byggeriet skal også løfte deres del:

- Leverandørerne skal have deres dokumentation på plads. Det er vigtigt med et godt samarbejde, for de skal udfylde de bilag, som vi får tjekket af Miljømærkning Danmark, forklarer Niels Jakob Stempel.

Phønix Tag Materialer har lige som en del andre producenter taget udfordringen op og registreret en række produkter i Miljømærkning Danmarks Byggevaredatabase. 19 produkter er allerede godkendt, og yderligere fire venter lige nu på at blive optaget.  For at få adgang til databasen skal man have en licens til at bygge svanemærket.

- Det har været helt naturligt for os at få en række af vores tagpap-produkter registreret i Byggevaredatabasen. Svanemærket er garant for bæredygtigt kvalitetsbyggeri, som har indeklima, beboernes velvære og sundhed i fokus. Det ligger helt i tråd med vores ambition om at være et sikkert og langsigtet valg i dansk byggeri, understreger salgs- og marketingdirektør Kenneth Vraa fra Phønix Tag Materialer.  

Fakta

Svanemærket er det officielle miljømærke i Norden. Svanemærket er med til at fremme cirkulær økonomi og er et stærkt redskab til at realisere FN’s 12. verdensmål om at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer. 95 procent af danskerne kender Svanemærket, og 63 procent af danskerne ser efter Svanemærket, når de vælger varer.

Svanemærkede byggerier er kendetegnet ved lavt energiforbrug, skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, materialekontrol og materiale-logbog. Alt sammen noget, der er med til at fremme både FN´s verdensmål og den cirkulære økonomi.

Se produkter, der er registreret i databasen for byggeprodukter, som kan indgå i Svanemærket byggeri www.Nordic-ecolabel.org

Byggeriets parter::
Bygherre: Witting Ejendomme
Totalentreprenør: AG GRUPPEN
Ingeniør: Henry Jensen A/S, Rådgivende Ingeniører
Arkitekt: Sweco
Tagdækker: Hetag Byens Tag A/S

Se flere fotos under referencer

Artikler og viden

Faglige artikler, interviews og videoer med eksperter om bæredygtighed, projektering, montage, levetid, arkitektur, cases m.m.

IMG 1527

Alger på byggematerialer: Hvordan gør man?

Mos og alger er et æstetisk problem på byggematerialer, flisebelægninger og lignende, fordi den grønne farve misklæder bygninger og andre konstruktioners synlige overflader.

Alger på byggematerialer. Hvordan gør man?
expand_less