Grønne tage, tagterrasser og solceller
Udnyt taget
Taget var tidligere husets glemte facade. Men den ”femte facade” kan i dag udnyttes på mange nye måder, der gør taget både smukt og rekreativt f.eks.:
- Ekstensivt grønt tag
- Intensivt grønt tag
- Biotop-tag
- Tagterrasser
- Solceller
Og du har mange flere muligheder, end vi har plads til at vise her. Tænk blot på legepladser, sportsområder, restauranter, friluftsteatre og så videre. Det vil vi gerne rådgive dig om.
Udnyttelsen af den femte facade stiller særlige krav til dit tag. Grønne tage og tagterrasser skal være vandtætte som almindelige tage. Derfor er det vigtigt, at de etableres på et robust og vandtæt underlag.
Phønix Tag Materialers tagpap er det oplagte fundament for at skabe vandtætningen. Det er vigtigt, at tagpappen installeres efter god håndværksmæssig skik og at taget vedligeholdes.
Ligeledes er det vigtigt, at man under projekteringen følger PTM-anvisningernes vejledning for etablering af grønne tage, tagterrasser og solceller. Følges ovenstående skabes et sikkert fundament under haver, terrasser og solceller, og det giver tagpaptaget lang levetid.
Forskellige former for grønne tage
Du kan vælge mellem forskellige former for grønne tage, afhængigt af projektet. Man skelner især mellem
- Ekstensive tage
- Intensive tage
- Biotop-tage
Ekstensive grønne tage
De ekstensive tage er ikke beregnet til at gå på, og ejeren skal i begrænset omfang vedligeholde taget. Opbygningen på ekstensive grønne tage er i de fleste tilfælde maksimum 60 mm højt, og vegetationen består normalt af robuste og tørketolerante plantearter, normalt stenurter af sedum-familien.
Intensive grønne tage
De intensive grønne tage gør det muligt at etablere egentlige taghaver med gange og opholdsarealer. Vækstlaget er tykkere end ved det ekstensive grønne tag. Det giver større frihed i forbindelse med valg af beplantning. Du kan derfor anvende større beplantninger, der har et mere aggressivt rodnet.
Biotop-tage
Et biotop-tag bidrager i særlig grad til at understøtte den biologiske mangfoldighed af plante- og dyrearter. Du kan vælge mellem forskellige biotoper med forskellige arter og design. Ofte er der minimalt vedligehold.
Tagterrasser
Tagterrasser bliver mere og mere populære, og du kan kombinere taghaver med gange, opholdsarealer, grønne tage og solceller.
Solceller
Det bliver også mere og mere populært at montere solcelleanlæg, både på nybyggeri og som led i energirenoveringer. Du kan på forskellig måde passe solceller ind på tagfladen sammen med grønne tage og tagterrasser.
PTM-anvisninger
Du kan læse mere om, hvor dan du projekterer og installerer grønne tage, tagterrasser og solceller i PTM-anvisningerne.
50 års levetid på tagpap
Vælger du Phønix Tag Materialers premium-løsninger med SBS-underpap og -overpap, har dit tag udsigt til mindst 50 års levetid. Dette konkluderer det uvildige organ ETA Danmark på baggrund af feltundersøgelser fra Statens Byggeforskningsinstitut, som har gennemgået en række tage fra 1990’erne. Feltundersøgelsen viser, at de oprindelige fysiske egenskaber ved tagpappen er stort set bibeholdt efter 25 år.
På den baggrund vurderer ETA Danmark, at to-lagstagdækning bestående af PTM BituFlex overpap med PTM DuraFlex underpap har en levetid på mindst 50 år, hvis den er korrekt projekteret, udført og vedligholdt i henhold til PTM-anvisningerne.
Det ekstensive grønne tag
Hvad er et ekstensivt grønt tag?
De ekstensive tage er sjældent beregnet til at gå på, og ejeren skal vedligeholde det grønne tag i begrænset omfang. Vækstmediet (’jordlaget’) er i mange tilfælde maksimum 60 mm højt, og vegetationen består normalt af robuste, tørketolerante sedum-plantearter. Selvom ekstensive grønne tage ikke egner sig til ophold, kan du med fordel kombinere dem med tagterrasser, så brugerne har udsyn og nærhed til grønne arealer.
Når du kombinerer funktion, teknik og vegetation i et spændende design, er grønne tage et unikt produkt, der arkitektonisk og trivselsmæssigt rækker langt ud i fremtiden. Grønne tage er også miljømæssigt en god løsning. De reducerer og forsinker afledningen af vand til kloakkerne. Derudover øger et grønt tag biodiversiteten til gavn for de truede bier.
Derfor bør du projektere med grønne tage
Klimaændringer og stigende nedbørsmængder gør det attraktivt at projektere med grønne tage. Et grønt tag forsinker og reducerer regnvandet, hvorved det aflaster kloaksystemer og mindsker risikoen for oversvømmelser og fugtskader i ejendomme. og kældre. Grønne tage er et naturligt støjdæmpende materiale, der kan være en attraktiv løsning i områder med trafikstøj. De er med til at holde de store temperatursvingninger nede om sommeren. Planterne er med til at forlænge tagets levetid, fordi laget af grønt tag beskytter tagmaterialerne imod vejr, vind og UV-stråler.
Flere forskellige typer
Der findes flere forskellige typer af grønne tage, som du kan læse mere om i denne guide. Som bygherre eller rådgiver skal du grundigt overveje en række spørgsmål, før byggeriet sættes i gang. Som udgangspunkt bør du altid følge PTM-anvisningerne for at undgå konstruktionsfejl og fugtskader.
I PTM-anvisningerne beskriver vi, hvordan de forskellige typer af grønne tage installeres korrekt.
Hvilke tagkonstruktioner egner sig til ekstensive grønne tage?
Du kan både anlægge et grønt tag oven på et eksisterende og et nybygget tag. Tage med lav hældning er generelt mest velegnede til beplantning og anlæggelse af grønne tage. Hvis tagets hældning er over 27-30 grader, bør det erosionssikres for at forhindre skridning af vækstsubstrat og beplantning. Tagkonstruktionen skal kunne bære de ekstra kilo, som planter, jord og drænlag tilfører. Når du projekterer med grønne tage, skal du derfor tage hensyn til den ekstra vægt. Et grønt tag vejer fra 50 kilo pr. kvadratmeter og opefter, afhængigt af, hvilken type af grønt tag, du anvender.
Når du anvender sedumplanter, behøver man ikke at frygte problemer med gennemgroning, forudsat at taget vedligeholdes. Derfor er der ikke behov for at anvende rodhæmmende tagpap. Dog skal der anvendes rodhæmmende pap, hvis tykkelsen på vækstlaget overskrider 60 mm.
Vedligehold af grønne tage
Tagets afløb og skotrender skal holdes fri for plantedele, så vandet kan komme væk. Da der kan komme frø med vinden, skal man mindst en gang om året tjekke, om der er uønskede vækster. For at bevare et flot grønt tag i mange år fremover, skal man gøde efter behov, gerne med langtidsvirkende taggødning. Taget kræver normalt ikke vanding i tørre perioder under en normal dansk sommer. De tørketolerante sedumplanter og jordlagets opbygning vælges, så taget normalt ikke behøver at blive vandet. Taget følger årstidernes skiften, og derfor vil man om foråret kunne se, hvordan planterne spirer og vokser. Man vil kunne se blomstring fra juni til september under forudsætning af, at taget er gødet og vedligeholdt.
Sådan anlægger du grønne tage
Grønne tage er opbygget som en flerlagskonstruktion, hvor hvert lag har en funktion i den samlede opbygning. Flerlagskonstruktionen kan f.eks. bestå af den bærende konstruktion, dampspærre, varmeisolering, tagdækning, beskyttelseslag, vandafledningsplade, evt. filterlag, vækstmedie og vegetation. Som bygherre, rådgiver og udførende skal du være særligt opmærksom på inddækningshøjden, når du etablerer grønne tage. På et normalt tagpaptag kræves der en inddækningshøjde på 150 mm, men på grønne tage skal det være 200 mm.
Følg PTM-anvisningernes anbefalinger til inddækninger.
Udformes som varme tage
Grønne tage udføres primært som varme tage. Men de kan også laves som kolde tage. Her skal du dog sikre dig at de fugttekniske forhold er tilgodeset. Jf. PTM-anvisningerne.
To hovedprincipper
På markedet møder du to hovedprincipper for ekstensive grønne tage: En løsning hvor en vandafledningsplade eller en bakke i plast opsamler regnvand og leder det ned på den under- liggende tagpap, hvorfra vandet drænes væk. En anden løsning er en måtteløsning, hvor en filtmåtte fungerer både som vandreservoir og dræn. Afledningen af nedbøren sker her gennem drænlaget.
Den intensive grønne taghave
Hvad er en intensiv grøn taghave?
Intensive grønne tage kan i højere grad anvendes som taghaver til ophold, og de kræver vedligehold. Vækstlaget er tykkere end ved ekstensive grønne tage. Det giver større frihed i forbindelse med valg af vegetation, fordi du kan anvende større planter med et kraftigt rodnet. Ved intensive tage skal du være særligt opmærksom på at sikre tagets vandtætte lag mod rodgennemtrængning.
Intensive grønne tage giver dig mulighed for at indrette haver, som brugerne kan opholde sig i. Ofte er der tale om en blanding af opholds- og gangarealer. Til intensive haver har du mulighed for at anvende buske og småtræer. Der er behov for systemer, der sikrer tilstrækkeligt med vand og næring.
For at grønne taghaver fungerer godt, skal du tage en række hensyn til dræning, vandtilbageholdelse m.v. Vækstlagets tykkelse skal du bestemme ud fra de vækster, der plantes:
- Plænegræs ca. 20-25 cm
- Buske ca. 35-60 cm
- Træer ca. 75-80 cm
Du bør samarbejde med et specialistfirma, når du planlægger sammensætningen af planter og vækstlagets tykkelse. Intensive tage skal du anlægge som omvendt tag eller duo-tag med en hældning på minimum 1:100 på membranen. Og ved et retvendt tag en hældning på 1:40.
Tagpaptage er velegnede som det robuste underlag for at montere intensive grønne tage. Læs mere om opbygningen af intensive haver i PTM-anvisningerne.
Udformes som omvendte tage eller duotage
Intensive grønne tage bør du opføre som duo-tage eller omvendte tage. Det sikrer den bedste beskyttelse af tagdækningen. I omvendte tage ligger tagdækningen lige over den bærende konstruktion og har derfor principielt også funktion som dampspærre. I duo-tage ligger tagdækningen mellem to lag isolering, hvilket kan medføre et behov for en dampspærre tættere på den varme side af konstruktionen. En tredjedel af varmeisoleringen skal ligge over membranen i et duo-tag.
Da tagdækningen kræver et plant underlag, er det ofte nødvendigt at udføre et afretningslag eller udlægge kileskåret isolering. Dette sikrer yderligere, at der etableres et veldefineret fald mod afvandingsmuligheder.
Biotoper
Hvad er et biotop-tag?
Et biotop-tag bidrager med og understøtter den biologiske mangfoldighed af plante- og dyrearter. Du kan sammensætte forskellige biotoper med forskellige arter og design. Det kan være forskellige typer af lysåbne biotoper – som enge og overdrev – med indslag af sten, grus og sandfelter. Hvis taget er rigtigt udført, er niveauet for vedligehold lavt, da taget netop er anlagt til at ligge uberørt hen.
Med et biotop-tag kan du øge den biologiske mangfoldighed – og kompensere for den jord, som er blevet bebygget. Her kan du frit designe dit tag ved at bruge forskellige arter af planter og biotoper, og skabe biotoper med inspiration fra den vilde danske natur. Du kan kombinere beplantningen med sten, stubbe, træstammer, fuglebade og lignende.
Du skaber et varieret udtryk, og samtidig etablerer du levesteder for insekter, herunder bier og andre truede bestøvere. Men du bygger samtidig også et ”hotel” for insekter. Truede bier og andre bestøvere finder her i særlig grad føde og nye levesteder. Din fordel er samtidig, at behovet for pleje er begrænset. I princippet er et biotop-tag et intensivt tag, hvor man tilføjer forskellige ekstra naturelementer, som træstammer, sten og andet.
Tagpaptage er velegnede som det robuste underlag under biotop-tage.
Læs om projektering og installering i PTM-anvisningerne.
Læs også "At projektere med grønne tage giver mange fordele".
Tagterrasser
Hvorfor tagterrasser?
På flade tage kan det store tagareal med fordel udnyttes til rekreativt opholdsområde ved at etablere tagterrasser.
Der er en kraftigt stigende interesse for tagterrasser, der ofte kombineres med grønne tage. Med en tagterrasse skaber man et rekreativt område tæt på bygningens brugere. Det er en klar tendens både i nybyggeri og renoveringer, og det er en god måde at udnytte boligens femte facade på. Når tagterrassen samtidig bygges sammen med grønne tage, trækker man naturen ind i byen – og tæt på brugernes hverdag.
Man kan inddrage det nye uderum i beboelsen, i kantinen eller andet. Både virksomheder, institutioner og beboere får på denne måde et frirum, der tilmed kan have en flot udsigt. På en tagterrasse løftes man op fra terræn. Man har sol i mange af døgnets timer, og er fri for trafikken. Det er dog komplekst og krævende at etablere tagterrasser. Derfor kan konstruktionen i princippet rumme risiko for fejl i projektering og installering – og en fordyrelse af projektet. Følg derfor nøje PTM-anvisningerne.
Når taget inddrages til tagterrasser, bliver terrassen en del af tagkonstruktionen. Men denne type tagkonstruktioner er belastet på en helt anden måde end almindelige tage. Det stiller derfor særlige krav til vandtætningen. Specielt skal man være opmærksom på inddækningshøjden, der skal være 150 mm. Ved skybrud kan det ellers give vandskader. Udfordringen forstærkes ofte af kravet om niveaufri adgang.
Tagpaptage er velegnede som det robuste underlag, der gør det muligt at etablere tagterrasser. Læs om projektering og installering i PTM-anvisningerne.
Solceller
Solceller er velegnede til at montere på tagpap. Du kan på forskellig vis passe solceller ind på tagfladen, sammen med f.eks. grønne tage og tagterrasser.
Det er populært at etablere solcelleanlæg, både på nybyggeri og som led i energirenoveringer. Og solceller kan passes ind på tagfladen sammen med grønne tage og tagterrasser. I takt med at markedet for solceller er vokset markant, er der dog kommet et større fokus på kvaliteten – og ikke mindst den rigtige montering af solcelleanlæg.
Tagpaptage er velegnede som det robuste underlag for at montere solcelleanlæg. Det er vigtigt, at du foreskriver de rigtige løsninger til monteringen – for at undgå senere problemer med utætheder og skader på tag og bygninger. Skader på tagkonstruktioner, efter forkert montage af solcelleanlæg, kan medføre utætheder og alvorlige fugtskader på tagkonstruktionen. Derfor er det vigtigt, at du som bygherre eller projekterende sætter dig godt ind i anbefalingerne omkring korrekt montage af solceller på tagpap, inden du begynder på arbejdet.
Her giver PTM-anvisningerne en komplet teknisk vejledning til at projektere og montere forskellige typer af solceller på tagpap.