Tagpap
Sådan anvender du tagpapguiden
Tagpapguiden hjælper dig med at vælge den rigtige tagløsning til en given opgave. Guiden indledes med nogle praktiske anvisninger f.eks. om, hvordan du måler taghældninger og giver en introduktion til forskellige tagtyper. Herunder er der anvisninger på, hvilke tagpap typer du skal bruge. Derefter er der en nærmere beskrivelse af de forskellige arbejdsmetoder der findes til tagdækning og en gennemgang af produkterne fra Phønix Tag Materialer.
Tagpap giver huset frie former
Tagpap er det tagmateriale, der giver bygherrer, arkitekter og håndværkere de mest frie muligheder for at udforme bygninger. Også når bygningens form skal opfylde særlige funktionelle krav, giver tagpap den største frihed. For eksempel til erhvervsbyggeri, hvor der ofte kræves store bygningsbredder eller uregelmæssige facadeforløb.
Med tagpap kan du give huset karakter med individuelle former. Tagpap kan formes frit, så du kan give taget en personlig egenart eller tilføje æstetiske værdier til traditionelle tage. Du kan give huset karakter med hældningstage. Udtrykket kan du gøre enkelt og stilrent med en glatdækning, eller du kan opnå en rustik virkning med plankedækning eller listedækning.
Tagpap kan lægges med så lave hældninger, at det i praksis opfattes som flade tage. Det gør under konstruktionen enkel og giver dig frihed med hensyn til planen for tagafvanding.
Tagløsningerne
Her viser vi tagløsninger til de mest almindelige opgaver. Her finder du desuden løsninger på mere specielle opgaver som f.eks. plankedækning, grønne tage eller tagterrasser. I løsningerne udnyttes tagpappens egenskaber med hensyn til bøjelighed, elasticitet og styrke. Det giver stor sikkerhed for løsningernes holdbarhed og lange levetid.
Opbygning af tag med tagpap
Tagpap indeholder ikke pap. I dag er tagpap bygget op om en armering af polyesterfilt evt. kombineret med glasfilt. Polyesterfilt har stor styrke og fleksibilitet og er ufølsom over for fugt. På begge sider af armeringen er der et lag bitumen, som udgør den vandtætte del. På bagsiden har tagpappen enten et tyndt lag plastfolie eller et fint lag sand, som skal forhindre, at tagpappet klæber sammen i rullen.
Overpap har bestrøning af granuleret skifer på oversiden for at beskytte bitumen mod solens nedbrydende stråler. Samtidig er skiferbestrøningen det lag, der giver tagpappen sin farve – sort, teglrød, lysegrå, skovgrøn m.v.
I de fleste typer tagpap er bitumenlaget tilsat et gummi-materiale, SBS, der giver tagpappet større fleksibilitet og dermed større evne til at optage bevægelser fra underlaget. Samtidig har denne type tagpap større modstandsstyrke mod vejr og vind og forlænger derved levetiden for tagdækningen.
Taghældninger
Til forskellige tagdækninger eller tagdækningsmetoder kræves bestemte taghældninger for at sikre, at tagdækningen er tæt. Taghældningen kan angives med:
- Grader i forhold til vandret plan
- Faldets højde i forhold til den vandrette længde
- Fald i mm pr. meter vandret længde
I denne guide angiver vi alle taghældninger med forholdstal. I skemaet kan du omsætte tallene til andre angivelser. Taghældninger over 45° forekommer sjældent, men kan udføres.
Sådan måler du taghældningen
Den letteste måde at måle fald på tagpap tag er ved hjælp af en lige lægte på 1 meter, et vaterpas og en tommestok.
Læg lægten på taget med vaterpasset ovenpå. Løft den ene ende, indtil lægten er vandret. Mål afstanden ned til taget. Dette mål er taghældningen pr. meter.
Hvis du f.eks. måler hældningen pr. meter til 40 mm, svarer det til en taghældning på 1:25 i forhold til den vandrette længde. Det beregner du således: (1 meter = 1000 mm) 40:1000 = 1:25.
I dette eksempel skal du altså vælge en af de tagdækninger, der er anbefalet til hældningsintervallet mellem 1:40 og 1:20.
Lavhældningstage
1:40 - 1:5 (1° - 11°) 2,5 - 20 cm fald pr. meter
Vi definerer lavhældningstage som tage med en hældning mellem 1:40 og 1:5. Taget kan udføres som “koldt tag”, hvor en del af den bærende konstruktion udgør tagdækningsunderlaget, som dermed følger udetemperaturens variationer. Hulrum mellem isolering og krydsfiner skal ventileres. Eller taget kan udføres som “varmt tag”, hvor isoleringen er placeret mellem tagdækningen og det bærende underlag. Det bærende underlag følger dermed indetemperaturens variation. Varmt tag er fugtteknisk bedre, men giver en højere tagkonstruktion.
Hældningstage
1:5 - 1:1 (11° - 45°) 20 - 100 cm fald pr. meter
Vi definerer hældningstage som tage med en hældning mellem 1:5 og ca. 1:1. Som regel udføres taget som “koldt tag” med isoleringen under det bærende underlag. Derfor er underlaget for tagdækningen ofte krydsfiner eller brædder.
Renovering af ældre "flade" tage
Fald mindre end 1:40 (1°) 2,5 cm fald pr. meter
Ældre tage, hældning under 1:40 (1°). Indtil 1982 kunne tagpaptage udføres med fald ned til 1:100. I praksis blev faldet dog mindre end 1:100. Derfor blev 1:40 minimum hældningskrav til nye tage. Dette opslag handler derfor kun om renoveringsopgaver, hvor hældningen er mindre end 1:40. Ved renovering af eksisterende tage uden fald skal der anvendes 2 lag SBS tagpap.
Taget kan være udført som “koldt tag”, hvor en del af den bærende konstruktion udgør tagdækningsunderlaget, som dermed følger udetemperaturens variationer. Hulrum mellem isolering og krydsfiner skal ventileres. Eller taget kan være udført som “varmt tag”, hvor isoleringen er placeret mellem tagdækningen og det bærende underlag. Det bærende underlag følger dermed indetemperaturens variationer. Varmt tag er fugtteknisk bedre, men giver en højere tagkonstruktion.
Built-up-tage
En del ældre tage er udført som built-up-tage. Det vil sige, at der er lagt 3 eller flere lag tagpap med mellemstrygninger af asfalt.
Øverst er der udlagt et lag sten – enten løst eller i varmklæber. Disse tage kan som regel ikke renoveres på traditionel vis, da stenlaget har givet tagdækningen en ujævn overflade, der ikke kan bruges som underlag.
Ved renovering foreslår vi, at stenene ryddes af, og overfladen tjekkes. Hvis overfladen er tilstrækkelig jævn, kan renoveringen foretages direkte ovenpå. Ellers udlægges der en tynd ca. 25 mm trædefast mineraluld til afretning. Derpå udføres tagdækningen efter metoden “mekanisk fastgørelse”.
Faldopbygning
Skal den gamle tagdækning virke som dampbremse, skal overfladen efterses for revner og utætheder. Opbygning af fald kan ske med kileskåret isolering. Faldopbygningen anvendes kun i forbindelse med metoden “mekanisk fastgørelse”. Hvis der udlægges trædefast mineraluld, skal specifikationerne for lavhældningstage anvendes.
Sekundære tag
Hældning 1:20 - 1:1 (3° - 45°) 5 - 10 cm fald pr. meter
Sekundære tage er f.eks. tage på carporte, kolonihavehuse, udhuse eller legehuse. Det bærende underlag er som regel brædder eller krydsfiner. Det kræver en vis hældning på tagfladen, da de selvklæbende overlæg ikke er 100% tætte over for vedvarende belastning fra vandpytter.
Arbejdsmetoden
Selvbyggerpap er udviklet sådan, at tagpappet kan lægges på – helt uden brug af åben ild:
- Rul ud
- Søm fast
- Træd overlægget sammen
Tagdækningen udføres altid på et underlag af brædder eller krydsfiner.
Produktdata på selvbyggerpap finder du her.
Forslag til specifikationer:
Nye tage: Hældning ≥1:5
Ét lag: PTM Selvbyggerpap + søm og klæbeasfalt til detaljer.
Renovering: Hældning ≥1:20
Ét lag: PTM Selvbyggerpap + søm og klæbeasfalt til detaljer.
Følg altid PTM-anvisningerne
Phønix Tag Materialer udgiver PTM-anvisninger, der giver svar på næsten alle spørgsmål om tagpap: Her finder du uddybende
information om materialer, specifikationer og projektering.
Tagpap: Valg af arbejdsmetode
Skal du i gang med at lægge nyt tagpap? Så er der forskellige måder at gøre det på. Mekanisk fastgørelse, hvor tagpappen fastgøres med skruer, er en metode, der bliver mere og mere udbredt pga. den enkle håndtering, idet det kun er overlægget, der svejses. Du kan også vælge at svejse tagpappen på – det er stadig den mest anvendte metode. Som alternativ kan du sømme eller påklæbe første lag tagpap.
Klargøring af underlag
Generelt gælder det, at underlaget skal være jævnt og tørt. Der skal være fer og not i krydsfiner og brædder. Beton skal være fri for grater og ujævnheder. Skal du lægge nyt tagpap på en gammel tagdækning, skal denne klargøres:
Tagfladen fejes fri for blade, mos m.v. Er der dampbuler (buler med luft i), skæres de op og trykkes ned. Snipperne klæbes, svejses eller sømmes ned. Endvidere skal du sikre dig, at den gamle tagdækning har tilstrækkelig styrke til at fastholde det nye tagpap, hvis du vælger at svejse eller klæbe det på. Hvis den gamle tagdæknings underlag er til at skrue i, anbefaler vi, at du vælger metoden mekanisk fastgørelse.
Trykudligning
Når der lægges ny tagdækning direkte oven på eksisterende tagpap, er det vigtigt at sikre, at fugt i den gamle konstruktion ikke bliver årsag til dampbuler.
Det undgår man ved at udføre den nye tagdækning med trykudligning, så damptrykket fra lokale fugtansamlinger kan fordele sig over hele tagfladen og derefter sive ud langs sternkanten eller gennem en trykudligningshætte. Man skal sikre, at der ikke bliver indelukkede “lommer” i svejsningen. I praksis sker det ved at bruge metoden “mekanisk fastgørelse” eller “punktsvejsning”.
Metoden “mekanisk fastgørelse” giver den bedste trykudligning, fordi det nye tagpap er helt fri for svejsning til det eksisterende tagpap.
Metoden “punktsvejsning” giver en god trykudligning, men den er vanskelig at udføre for en “ikke-øvet”.
Mekanisk fastgørelse
Mekanisk fastgørelse betyder, at tagpappen skrues fast. Metoden er velegnet til næsten alle typer tagdækning, hvor der kan skrues i underlaget.
Metoden
Første bane rulles ud og rettes til. Hvis det har været/er meget koldt, kan det være nødvendigt at tilføre banen lidt varme med håndbrænderen, for at banen skal strække sig og falde bedre til underlaget. Banen fastgøres i begge sider. Næste bane rulles ud, rettes til, fastgøres mekanisk og svejses i overlægget. Alle efterfølgende baner monteres på samme måde som sidstnævnte.
Overlægget
Efterhånden som overlægget svejses, trykkes det til med en trykrulle. Der skal blive en synlig kant af smeltet bitumen, som presses ud hele vejen langs overlægget. Den synlige bitumenkant er dit “bevis” for, at overlægget er lukket hele vejen.
En anden metode kan i stedet være at svejse overlægget, mens du ruller banen frem. Rul først hele banen ud og ret den til. Rul et par meter op og svejs overlægget efterhånden, som du ruller ud. Rul derefter op fra den modsatte ende og svejs overlægget på samme måde.
Hvilke skruer og skiver?
Fastgørelsen sker med 4,8 x 35 mm selvskærende træskruer i korrosionsklassen KLA og metalskiver med mindst 40 mm diameter. Skal der fastgøres oven på en eksisterende tagdækning, med flere lag tagpap tilpasses skruelængden herefter.
Placering af skruer
Alle typer tagpap fra Phønix Tag Materialer har en markering, der viser, hvor stort overlægget skal være.
Midt på tagfladen vil en skrue pr. 0,6 m være tilstrækkelig, mens der i et område 1,5 m ind fra tagkanten skal være en skrue for hver 0,3 m.
Desuden skal der 2 ekstra skruer i hver baneende langs tagkanten, mærket med rødt på skitsen. Ovenstående afstande gælder bygninger med en højde op til 4 m.
For fritliggende bygninger, som grænser op til søer, fladt og vandret område uden væsentlig vegetation og uden forhindringer samt hav- og kystomåder, kræves en beregning af skrueafstanden. Kontakt vores kundeservice, hvis du er i tvivl.
Endeoverlæg
Ved baner i forlængelse af hinanden svejses endeoverlægget med en overlægsbredde på min. 10 cm ved 2-lags løsning og min. 15 cm ved 1-lags løsning. Snit et hjørne af den underliggende bane, inden overlægget svejses. Det giver en pæn og tæt samling.
Punktsvejsning
Punktsvejsning er velegnet, hvor underlaget er gammel tagdækning, og hvor det ikke er muligt at fastgøre mekanisk. Hensigten med punktsvejsning er at sørge for trykudligning under den nye tagdækning. Der svejses i punkter, ca. 20 cm i diameter, placeret lidt forskudt for hinanden. Du skal sørge for, at ca. 30% af arealet er svejset.
Metoden
Første tagpapbane rulles ud og rettes til, så den ligger lige. Omkring halvdelen af banen rulles sammen igen og punktsvejses, mens du ruller den ud. Derefter rulles resten af banen op og punktsvejses på samme måde.
Næste bane punktsvejses efter samme fremgangsmåde. Hold brænderen, så flammen både varmer bagsiden af rullen og oversiden af underlaget.
Overlægget
Til sidst svejses overlægget i hele længden. Efterhånden som overlægget svejses, trykkes det til med en trykrulle. Der skal blive en synlig kant af smeltet bitumen, som presses ud hele vejen langs overlægget. Denne synlige bitumenkant er dit “bevis” for, at overlægget er lukket hele vejen.
Grunding
Når du punktsvejser på gammelt tagpap, opnår du en bedre vedhæftning, hvis du dagen før grunder tagfladen med Grundingsasfalt. Du kan nøjes med at grunde de
punkter, hvor der skal svejses. Så har du også en god opmærkning at styre efter, mens du punktsvejser.
Endeoverlæg
Ved baner i forlængelse af hinanden svejses endeoverlægget med en overlægsbredde på min. 10 cm ved 2-lags løsning og min. 15 cm ved 1-lags løsning. Snit et hjørne af den under-
liggende bane, inden overlægget svejses. Det giver en pæn og tæt samling.
Sømning
Sømning anvendes typisk ved renovering af gammel tagdækning på underlag af brædder og krydsfiner. Brædder skal have en minimumstykkelse på 21 mm, mens krydsfiner skal have en minimumstykkelse på 15 mm.
Metoden
Første bane rulles ud, rettes til og sømmes i begge sider. Hvis det har været/er meget koldt, kan det være nødvendigt at tilføre banen lidt varme med håndbrænderen, for at banen skal strække sig og falde bedre til underlaget. Næste bane rulles ud, rettes til, sømmes og svejses i overlægget. Følg stregen, som er markeret på banen.
Sømafstand
Til sømning anbefales det at bruge 0,6 m brede baner. Der krydssømmes med galvaniserede tagpapsøm pr. 6 cm ca. 2 cm fra kanten.
Ovenstående afstande gælder bygninger med en max. højde på 6 m.
For fritliggende bygninger, som grænser op til søer, fladt og vandret område uden væsentlig vegetation og uden forhindringer samt hav- og kystområder, kræves en beregning af sømafstanden.
Kontakt vores kundeservice, hvis du er i tvivl.
Fuldsvejsning
Øverste lag i en 2-lags løsning skal altid fuldsvejses.
Metoden
Første tagpapbane rulles ud og rettes til, så den ligger lige. Omkring halvdelen af banen rulles sammen igen og svejses. Derefter rulles resten af banen sammen.
Træk rullen godt tilbage, inden du starter svejsningen, således at du får begyndt helt inde ved den første svejsning. Næste bane svejses på samme måde.
Sørg for, at der hele tiden er et “bad” af smeltet bitumen foran rullen, specielt ved overlægget. For at sikre, at overlægget er tæt, skal du sørge for, at der hele tiden efterlades en synlig bitumenvulst langs overlægget.
Hold brænderen foran rullen, så flammen både varmer bagsiden af rullen og oversiden af underlaget.
Ved endeoverlæg og inddækninger, hvor underlaget er bestrøet med skifer, er det særdeles vigtigt at få underlaget varmet, så de to lag smeltes godt sammen.
Generelt skal du undgå at smelte den tilstødende banes overflade. Det gør du ved, at brænderen holdes, så flammen brænder væk fra den tilstødende bane.
Hældningstage
På tagflader med hældning over 10 cm pr. m skal banerne fastholdes med søm eller skruer langs overkanten for at sikre, at de ikke skrider.
Ved tagkanten
For at undgå, at smeltet bitumen løber ud over tagkanten, brændes det sidste stykke lidt mere forsigtigt. Brug knivens krumspids til at holde det sidste hjørne oppe, mens du varmer det, og tryk det derefter forsigtigt til. Afdæk evt. den lodrette del af tagfoden med malertape for at undgå løbere.
Endeoverlæg
Ved baner i forlængelse af hinanden svejses endeoverlægget med en overlægsbredde på min. 10 cm ved 2-lags dækning og min. 15 cm ved 1-lags løsning.
Snit et hjørne af banen, inden overlægget svejses. Det giver en pæn og tæt samling.
Undgå fodspor!
Den varme, du tilfører undersiden af tagpappet med brænderen, er længe om at trænge igennem. Lige bag rullen er oversiden derfor ikke særlig varm, mens oversiden 1-2 m bag rullen kan være helt blød. Undgå derfor at gå tilbage på det, du lige har svejset. Hvis du står stille og varmer for længe på det samme stykke af rullen, trænger varmen igennem alligevel.
Derfor gælder det om at have en håndbrænder, der passer i størrelsen, så du kan bevæge dig hurtigt frem. Brændehoved Ø 63 mm er den optimale størrelse.
Har du valgt tagpapbaner i 60 cm bredde, kan du gå ved siden af banen, mens du svejser. Vi anbefaler 60 cm baner, hvis du ikke er øvet.
Oversigt: Valg af metode og tagpaptype
Tagpap til tagdækning
Fra Phønix Tag Materialer kan du få et bredt udvalg i materialer og værktøj til tagdækning samt renovering og vedligeholdelse. Produktoversigten er delt op efter de opgaver, materialerne skal bruges til.
Phønix Tag Materialer leverer også teglunderlag, murpap, bygningspap og tilbehør.
Med produkter fra Phønix Tag Materialer har du det bedste grundlag for at lave en god håndværksmæssig løsning.
Datablade med produkternes mål og tekniske data kan du få ved henvendelse til vores kundeservice eller under produkter.
Produkter egnet til svejsning:
- PTM BituFlex Kombi (PF/GF 5000 SBS)
- PTM BituFlex Kombi m. svejsestriber (PF/GF 5000 SBS)
- PTM BituFlex m. svejsestriber (PF 5000 SBS)
- PTM DuraFlex Kombi Split (PF/GF 3500 SBS)
- PTM DuraFlex Kombi (PF/GF 3500 SBS)
- PTM DuraTæt Kombi Split (PF/GF 3500)
- PTM DuraFlex Kombi m. svejsestriber (PF/GF 3500 SBS)
- PTM DuraFlex Split (PF 3500 SBS)
- PTM DuraFlex (PF 3500 SBS)
- PTM DuraTæt Spil (PF 3500)
- PTM DuraTæt (PF 3500)
- Håndbrænder
Til mekanisk fastgørelse:
- PTM BituFlex Kombi M (PF/GF 5000 SBS)*
- PTM Selvbyggerpap
- PTM DuraFlex Split (PF 3500 SBS)
- PTM DuraTæt Split (PF 3500)
- PTM DuraTæt (PF 3500)
Til inddækning:
- PTM BituFlex inddækningspap (PF 5000 SBS)
- PTM DuraFlex inddækningspap (PF 3500 SBS)
- Trekantliste, bitumencoated
- Mineraluld
*Til ét-lagsløsninger
Sikkerhedsregler
Forholdsregler mod brand
Brug af gasbrænder indebærer en risiko for brand.
Erfaringsmæssigt er risikoen meget lille, hvis følgende forholdsregler følges:
- Ret ikke gasbrænderen mod fuger og sprækker ved inddækninger og gennemføringer.
- Brug ikke gasbrænderen sammen med klæbeasfalt, før denne er afhærdet.
- Bevæg brænderen, når du svejser, så der ikke kun varmes på ét sted.
- Sluk brænderen, når du lægger den fra dig.
- Brug ikke vand på brændende bitumen eller asfaltprodukter.
- Kvæl ilden ved at rulle banen hurtigt hen over det antændte sted.
- Medbring en 6 kg pulverslukker med ABC-pulver på taget.
- På arbejdssteder, hvor der forekommer hulrum med brændbart materiale, skal der medbringes en vandfyldt håndsprøjte indeholdende mindst 10 l vand, eventuelt vandslange eller vandfyldt slangevinde.
I øvrigt henvises til “Brandteknisk Vejledning 10 A”, udgivet af Dansk Brandteknisk Institut. Denne kan rekvireres hos vores kundeservice.
Forholdsregler mod nedstyrtning
- Brug en stige, der er høj nok. Den skal kunne nå 1,2 m over tagkanten. Sørg for, at stigen står sikkert og er fastholdt.
- Træd ikke ud på ovenlys. Hvis du fjerner ovenlyset, skal hullet dækkes med en plade.
- Sæt et midlertidigt “hegn” op som markering 2 m fra tagkanten. Især vigtigt, hvor der er indhak i facaden. Man kan også anvende sikkerhedsline.
I øvrigt henvises til gældende regler fra Arbejdstilsynet.